Ugebrev – uge 16 – 2022

Kære forældre
Forårssolen brager ned fra en skyfri himmel, og det er en fornøjelse, at høre børnenes frikvarterslyde, som har fået en ny kåd klang. I den forløbne uge havde vi for første gang rigtigt besøg af vores kommende børnehaveklasse. De sad på forreste række, med øjnene på stilke, til morgensang, og prøvede derefter både legepladsen og kreativt værksted med Mette. Desuden bød ugen på Mellerup Børnehus Fri-og Efterskoles generalforsamling. Det manifesterer sammenholdet mellem de tre institutioner og bekræfter os i, at vi har forældre, som er klar til at yde et stykke arbejde, og hjælpe med at vi holder snuden i sporet. Tak for det.

Pædagogisk dag og forældreovertagelse af skolen
På fredag, den 29. maj, drager de fleste af lærerne på pædagogisk dag. Det er lykkedes at finde forældrehjælp til alle klasser:
0.1. Ditte
2. Michelle og Helene
3. Rene og Camilla
4.5. Lars
6. Rose
8.9. Anne
Dejligt med jeres mod til at løfte denne opgave. Vi håber, I får en rigtig skøn dag.
Else er på skolen denne dag, hvis der skulle melde sig nogle spørgsmål undervejs.
Alle klasser har fri 13.15 denne dag.

HUSK ARBEJDSDAG den 24. maj kl. 16.00-20.00
Da vores budget i forhold til vedligehold, istandsættelse, reparationer o. lign. ikke er så stort, er det her, vi som friskoler har brug for forældrenes hjælp. Derfor skal jeg minde jer om, at vi har arbejds-eftermiddag den 24. maj kl. 16.00-20.00. Det er for øvrigt også megahyggeligt.
Hvis I ikke allerede har noteret den i kalenderen, håber jeg I vil sætte et stort fedt kryds. Der bliver malerarbejde (både indendørs og udendørs), højtryksrens-opgaver, reparationer, bygning af stakit, opretning af fliser, nedbrydning af bålhyttetag, madlavning m.m.
I næste uge kommer der en nærmere opgavebeskrivelse, samt mulighed for at tilmelde sig de opgaver, man passer til.

Forårsmarked og emneuge
I har fået en reminder i forhold til forårsmarkedet i rummene. Mette og Else sidder klar til at modtage og koordinere jeres input. Derudover kommer der i kommende uge plakater op. I kan ligeledes gå ind og dele en annonce, vi har lavet, på FaceBook.
Vedhæftet kan I se en plan for emneugen, der støder op til markedet, hvor børnene forbereder sig og producerer ting til boderne.
I denne uge slutter skoledagene kl. 13.15.

SySpSn den 11. maj kl. 19.00 på Friskolen
Vi er kommet med i et nationalt sangprojekt “Syng Spis og Snak”. Arrangementerne inviterer alle foreninger og beboere i Mellerup samt forældre og ansatte på de tre institutioner, som ligger heroppe på bakken.
Vi håber at se nogle sangglade friskoleforældre til det første arrangement, som hedder:
“Guidet tour i den blå – tradition og fornyelse”
Med respekt for guldet i den danske sangskat og med blik for det helt nye og friske vil vi synge både ”dem vi kender” og, med Nikolaj ved klaveret, lære nogle af de helt nye. Vi vil snakke om, hvad der skal til, for at en sang giver os et sus af mening, griber os om hjertet og bringer os tættere sammen på tværs af alder, køn, etnicitet, religion og politisk overbevisning.
Anne (forstander), Nikolaj (musiklærer og pianist) og Kirsten (Friskoleleder) vil indlede sangene og samtalerne.
Undervejs serveres kaffe og lagkage i samarbejde med Cafe Færgestedet.
Det er gratis og alle er velkomne🍰

Alle ønskes en rigtig god weekend.

Hilsen Kirsten og Lærerne

Ugebrev – uge 14 – 2022

Kære forældre
Ugen har været god, travl og alsidig. Vi har haft sidste uge med vores 3 praktikanter, som virkelig har givet den gas. Vi ønsker dem alle tre kæmpe held og lykke med årspraktik og videre uddannelse, og må konstatere, at de skoler, der får dem ansat en gang, er heldige.
Tak for nogle fine forældremøder i 3.4.-5. klasse, Flot fremmøde og god dialog. Åben Morgensang med rigtig mange gæster og fine små indslag med børn fra forskellige klasser, så vi kan virkelig mærke friskolens væsen og fællesskabets ånd igen oven på et par besværlige corona år.

Støttekoncert – overskud på 7.500 kr.
Et brag af en fest udspandt sig på Friskolen onsdag eftermiddag. Tombolaen var klar, Michael Back gav den gas som musiker, entertainer, tryllekunstner og klovn, praktikanterne havde pyntet op, brygget kaffe og bagt kage. Næsten 100 børn, forældre og bedsteforældre mødte op.
Vi er glade for at kunne donere 7.500 kr. til støtte til herboende ukrainske børn.
Tak til højskoleforeningen i Mellerup, Harridslev brugs og utallige butikker i Randers for flotte sponsorater Se sponsorer her: Sponsor.støttekoncert
Og kæmpe tak til Michael Back for at komme og spille gratis🙏
IMG_0211

Koncert i Randers – Farvel til Betina – show på efterskolen
Da Fritidsordningen var til en fin koncert inde på Randers bibliotek i går (Randers Kammerorkester), sagde vi farvel til Betina, som har været i praktik som pædagogstuderende i 7 uger. Det har været en fornøjelse at have Betina her med hendes rolige, empatiske, engagerede og venlige måde at møde børnene på. Fortsat held og lykke til Betina.
I dag har vi set det flotteste show “Destination” på efterskolen. Det var eminent flot. Tak for en god oplevelse efterskoleelever og lærere.

Affaldsindsamlingen

Ungerne gik til den med skarpe blikke og affaldssække her i Mellerup.
De indsamlede:
10 poser med plast
10 poser med restaffald
7 poser med metal
1 pose med glas

Håber det var en øjenåbner i forhold til vores miljøbevidsthed.

Tapetafrivning fuldført – malere søges!
Nogle fantastisk ihærdige og stædige forældre og børn har skrabet tapet af (det var meget genstridigt), så vi nu er klar til at komme videre. Tusind tak for hjælpen til Lea, Anne, Vilma, Svend, Morten, Ditte, Astrid og Michelle. Godt gået.
Efter påske er vi klar til maling og grunding af vægge (og det bliver ikke genstridigt😉)
Har nogen mulighed for at komme og give en hånd med til denne opgave i uge 16, vil det være helt perfekt. Skriv til Kirsten

Næsten alle klasser er dækket ind den 29. april
Det tager form med programmet for den 29. april (pædagogisk dag for lærerne).
Det er 4.5. og 8.-9. klasse, der mangler forældre. Meld tilbage klasselæreren!
Vi udgiver en samlet plan efter ferien.

Randers bibliotek inviterer til foredrag og billedskole
Foredrag for forældre torsdag d. 19/5, kl. 19-21 på Randers Bibliotek  med emnet:  ”De tavse børn – børn med selektiv mutisme” Her kan i læse mere omkring foredraget og tilmelde jer: https://aof.dk/kurser/foredrag-og-debat/debat-og-dialog/aof-randers/6622111028/de-tavse-born-born-med-selektiv-mutisme/25887/

Husk at vi igen i år tilbyder sommerbilledskole for børn og unge. Uge 26 er for de 7-12 årige og uge 27 er for de 13-17 årige. Ved spørgsmål kontakt os på telefon: 69 60 70 05 eller på mail: [email protected] Her kan i læse yderligere og tilmelde jer : https://aof.dk/sogeresultater/?departments=6721&page=1&query=Sommerbilledskole

Så er der kun tilbage at ønske alle børn og voksne en velfortjent påskeferie.

Vi ses tirsdag den 19. april

Venlig hilsen lærerne og Kirsten

Ugebrev – uge 13 – 2022

Kære forældre
Endnu en god uge går på hæld, telefonerne virker igen, nogen har spist 1. verdenskrigs gullash i dag og opdaget, at de kunne lide blegselleri og champignons, forældre og pedeller har i fællesskab gjort klar til gulvafslibning og tapetsering i det smukke rum ved siden af lærerværelset.
Og så startede en ny dokumentar på TV2 om “Flugten til privatskolerne”. Vi skal helt klart stræbe efter et land med en god folkeskole, hvilket er udsendelsens ærinde, men uh… hvor bliver debatten unuanceret. Har I lyst, kan I se Friskoleforeningens skolebrev (vedhæftet), som kan være med til at nuancere debatten lidt.

Skolebrev_Skoleflugt_marts_22_final

Efterlysning i forhold til forældre den 29. april!!
Vi har virkelig brug for jeres hjælp!
Når lærerne holder pædagogisk dag den 29. april, håber vi at kunne stille med et hold forældre, der overtager skolen. Vi ved, fra tidligere erfaringer (før corona), at børnene synes det er helt vildt sejt, at forældrene overtager for en dag og byder ind med andre temaer, aktiviteter eller fagligheder. Vi håber nogle af jer kan og vil.
Kontakt klasselæreren!

Forældremøder i 3.-5. klasse den 4. april kl. 19.00
Vi glæder os til at byde jer velkommen til forældremøder i 3.-5. klasse på mandag. Vi mødes først i Svanereden til velkomst, fællessang og fælles info. Derefter fordeler vi os ud i klasserne og fortsætter mødet.
Hilsen Patrick, Nicky, Mette, Sanne, Else og Kirsten

Støttekoncert/Ukraine den 6. april kl. 16.00
Husk at det er på onsdag kl. 16.00 vi laver støttekoncert. Vores dygtige og søde praktikanter har samlet en masse fine ting ind til tombolaen, så der bliver gevinst på mange lodder. 0.-1. klasse har lavet fine forspirede solsikker, som kan købes.
Koncerten henvender sig primært til 0-9 årige og deres forældre eller bedsteforældre.
Alle er velkomne, så hjælp gerne med at sprede budskabet. Invitation er her

og I kan dele fra Facebook https://www.facebook.com/mellerupfriskoleofficiel

Åben morgensang den 7. april kl. 8.30
På torsdag inviterer vi igen forældre, naboer, bedsteforældre og andet godtfolk til åben morgensang. Der vil blive vist videoer, være udstilling af foldebøger, monsterhistorier og musikalsk optræden. Nikolaj sidder ved klaveret og Patrick med bassen og akkompagnerer en række gode sange.
Alle er velkomne

Musikken og børnebøgerne
Torsdag eftermiddag tager Sebastian og Kirsten med børnene fra Fritteren til Randers. Vi skal ind på biblioteket og høre koncert i børnehøjde med Randers Kammerensemble. Praktisk info er sendt som besked til forældrene.
Vi glæder os!

Affaldsindsamling + show fredag den 8. april
På fredag går vi en tur mellem 9.00-11.00 og samler affald, som vi derefter skal både sortere, registrere og veje. Har forældre mulighed og lyst til at deltage, er I naturligvis velkomne.
Derefter er Mellem og Storegruppe inviteret ned i musikhuset, hvor de skal se efterskolernes afslutning på deres showuge – Vi glæder os.

Forårsmarked Den 7. maj – Giv besked til Else og Mette
Som nævnt i ugebrevet fra uge 10, har vi snart vores fantastiske forårsmarked i kalenderen. Den 7 maj er en dag , der kun fungerer med god hjælp fra jer forældre. Der har i forældreudvalget været talt om, at I garanteret har gode ideer til spændende boder eller sjove aktiviteter. Vi vil rigtig gerne høre fra jer , hvad I kan byde ind med fx ideer, forslag, popcornmaskine, sluch-ice, hoppeborg, ansigtsmaling, frisørsalon, veteranbil, hestevogn, ponyridning, hønseskidning, små gaver til fiskedammen, en sej gave til auktionen, eller noget helt, helt andet og nyt. Vi er spændte på, hvad I kan komme op med.
Giv besked til Else eller Mette, gerne hurtigst muligt og senest 1. maj, her på Viggo. Else og Mette vil derefter koordinere alle jeres input med børnenes og lave en plan, så vi får verdens sjoveste og bedste forårsmarked.

OG HUSK DET ER EN SKOLEDAG!

Jeg håber, I kommer igennem denne 1. april uden alt for mange aprilsnar😉Pas på hinanden og hav en god weekend!

Venlig hilsen

Kirsten og lærerne