Ugebrev – Uge 13 – 2023

Kære forældre
I dag har vi til morgensang sagt farvel til vores 3 praktikanter fra den Frie Lærerskole. Vi ønsker dem held og lykke med deres videre rejse udi lærergerningens universer. De fik en sangbog med til rejsen, så vi er sikre på, at de aldrig glemmer os. Morgensangen bød ligeledes på intro til en plan for ansvarliggørelse af børnene i forhold til at holde skolen hyggelig og ren. Dette blev introduceret ved en ‘rengøringsdans’ opført af lærerne https://youtube.com/shorts/ZXl63DIlEyA?feature=share😉

Dansen indstuderede vi til en ‘brainbreak’ på vores pædagogiske dag i går. Vi havde en rigtig værdifuld dag med planlægning, fordybelse og dejligt samvær. Tak til Else, Ellen, praktikanterne og Bilka/Helle for at vi fik muligheden🙏

Morgenfritter og nye buskørsel starter efter påske
Husk at den nye morgenfritter starter, når vi ses igen tirsdag den 11. april. Ligeledes har vi i dag taget endelig afsked med den grønne bus. Den blev ‘sunget ud’ af alle børnene, før vi sagde god påske til hinanden.

Husk info og plan ligger på Fildeling og i tidligere ugebreve.

Så skal der plantes….. 🙂
Venner af Mellerup Friskole og Naturbørnehus har fået tilsagn om økonomisk støtte fra Hedeselskabet på kr. 25.000 til projektet ”Biodiversitetshaven i Mellerup – læring i det fri”👏👏👏
Derfor indkalder vi så mange som muligt til arbejdseftermiddag fredag d. 14/4 fra kl. 15, hvor vi bl.a. skal plante en hulens masse, etablere hængekøjeområde og en masse andet.
Forældreudvalget sørger for kaffe og kage ved ankomst og vi slutter en arbejdsom eftermiddag af med fælles aftensmad, som vi vil sørge for. Meld gerne tilbage hvor mange I kommer på [email protected] eller på sms til 40417047.

Invitation til Generalforsamling den 26. april
Vi håber at se mange af jer til vores generalforsamling, som i år indledes med et spændende foredrag af Niels Jacob Pasgaard. I aftenens foredrag vil Niels Jakob – med en god portion humor og glimt i øjet – give sit bud på, hvordan vi voksne kan hjælpe børnene og de unge med at finde mening og ro i tilværelsen i en tid, hvor alt hele tiden skal gå lidt stærkere, og hvor kravene om konstant at være i kontrol, og om hele tiden at udfolde sit potentiale fuldt ud, kan føles som et uoverskueligt pres.

Se  invitation👀
Dagsorden generalforsamling 2023 Mellerup Børnehus, Friskole og Efterskole (1)

Revideret kalender / ændring af forældremøder / Åben morgensang
Der er foretaget få ændringer i Årskalenderen. Det drejer sig om sletning af 2 klasseforældremøder, som ved et uheld havde sneget sig ind, samt ændring af det næste Fælles Forældremøde til den 17. april kl. 19.00. Der vil temaerne være: Skærmpolitik, planer for næste år og valg til bestyrelsen. Vi glæder os til at se mange af jer.
Den anden ændring er, at der er planlagt 3 stk. åben morgensang: 14. april, 12. maj og 2. juni.

Rynkebyløbet
Her på skolen har vi en elev med en kronisk lungesygdom. Derfor vil vi gerne deltage i TEAM RYNKEBY SKOLELØB. Vi skal opvarme og løbe den 21. april mellem kl. 10.20-11.50. Vi løber i en time og ruten er på ca. 500 meter. Det betyder, at
alle elever skal pakke sportstøj og løbesko denne dag og være med til at løbe til fordel for Børnelungefonden, og deres livsvigtige arbejde for børn med alvorlige lungesygdomme.
(Mange andre skoler løber den 21. marts, men da de kontaktede os meget sent, fik vi lov at afvikle det den 21. april)
I den forbindelse har I mulighed for at indgå mikrosponsorater. til fordel for Børnelungefonden med familie, venner og lokale erhvervsdrivende. Alle kan give et beløb per omgang, den enkelte elev løber i forbindelse med Team Rynkeby Skoleløbet. Det er naturligvis også muligt blot at give et fast beløb.
Eleverne har fået en sponsorseddel med hjem i tasken. Vedhæftet er forældrebrev med mere beskrivelse.
Vi glæder os til at løbe i en god sags tjeneste
Alle børn og voksne ønskes en rigtig god påske. Vi ses den 11. april.

 

Venlig hilsen Kirsten

Ugebrev – Uge 9 – 2023

Kære forældre
Onsdag var 5.-6. klasse til musikdag sammen med 140 andre friskolebørn nede på efterskolen. Tak til Mellerups Efterskoles dygtige elever for musikglæde, inspiration og kyndig vejledning i Salsa, rock, jazz, blues, dans og ikke mindst gadeorkesteret🙏
I dag havde vi en velbesøgt ‘Åben Morgensang’ med festlig musikoptræden ved 3. og 4. klasse, fortælling om Kong Arthur, tegnsprogsdemonstration og en god snak over en kop kaffe. Samtidig lærte vi en dejlig sang (https://www.youtube.com/watch?v=JDJEPW0f_eU), som Jordløberne og 0.-3. klasserne skal høre til koncert med Tikke Takke Trio på mandag kl. 12.15

Praktikanter fra ‘Den frie Lærerskole’ uge 11, 12 og 13
Vi glæder os til at byde velkommen til Julie, Nanna og Fabian som skal være i praktik hos os. De kommer fra ‘Den frie Lærerskole’ i Ollerup, som er en læreruddannelse for friskoler, efterskoler og højskoler.

Forældre søges til pædagogisk dag 30. marts
Vi har planlagt en pædagogisk dag torsdag den 30. marts. Lærerne skal have planlagt næste skoleår og videreudvikle på alle de spændende tiltag, vi har gang i.
Denne dag overtager vores 3 praktikanter + et par forældre skolen. Har du som forælder mulighed for at hjælpe til denne dag? skriv til Kirsten.

Busplan – med virkning fra tirsdag den 11. april
Som lovet på info mødet den 1. februar kommer der her nærmere information om bustider m.m. fra den 11. april. Vi er glade for, at vi har fundet en god løsning for alle børn, og vi ved, at vi får et både professionelt, dygtigt og godt samarbejde med ‘Bus-Henrik’. I forhold til Spentrup har vi heldigvis også fundet en god løsning.

Morgentur:
De forskellige ruter fra oplandet kører til Korshøjskolen jf. ruteplanerne for rute 506, 507 og 508 randers-nø_havndal-grønhøj-korshøj (1)
Alle busser lander på Korshøjskolen kl. 7.55, hvor en ‘Mellerup-bus’ holder klar og kører direkte til Mellerup Friskole, hvor det ringer ind kl. 8.00.

Om eftermiddagen når børnene får fri kl. 13.15:
13.25: ‘Mellerup-bussen’ kører med alle børn fra både ‘Nord-‘ og ‘Syd-rute’ mod Grønhøjskolen i Øster Tørslev, hvor ‘Nord-børn’ står af til vanlige ruter med afgang kl. 13.45.Derefter kører bussen videre til Korshøjskolen, hvor alle ‘Syd-børn’ står af. Busserne kører kl. 14.05 randers-nø_havndal-grønhøj-korshøj (1)
Den sene dag onsdag forkortes en smule, så der er afgang fra Mellerup kl. 14.30 – og derfra til Grønhøjskolen med afgang derfra kl. 14.45 – og derfra direkte til Korshøjskolen med afgang videre derfra kl. 15.05.
Hilsen Kirsten og Busudvalget.

Morgenfritter efter Påske
Efter påskeferien flytter Morgenåbningen ned på Friskolen. Der kommer nærmere besked ud om, hvor de skal møde ind, bemanding osv.
Der ud over bliver der mulighed for at tilmelde sig Morgenmodulet separat. Dette tilbud koster 400 kr. pr. måned. Tilmelding til Morgenfritter foregår ved at skrive til Kirsten. Der er sammen opsigelsesvarsel som til den almindelige Fritter.
Jeg (Kirsten) er ude at rejse fra den 8.-15. marts. I denne uge bedes I kontakte jeres klasselærer eller Sanne (28 11 52 94), hvis der er noget.

Rigtig dejlig weekend til jer alle.

Venlig hilsen Kirsten