Ugebrev – uge 15 – 2024
Kære forældre
I dag har eleverne været rundt i stort set hele Mellerup og gjort en god gerning for naturen. De samlede 55 kg. affald sammen.
Tak til alle vores superhelte
Tak for et godt forældremøde i 3.-7. klasse. Jeg håber I alle har tjekket, om I er med i Venneforeningen. Venneforeningen har ligeledes sin egen Facebook gruppe, som I kan være med i https://www.facebook.com/groups/137162860262933
ViGGO har opført sig løjerligt
Der har været en del uregelmæssigheder på ViGGO i de sidste par uger. Det er desværre helt ude af vores hænder, da det er centralt systemet har drillet. Vi håber snart løjerne er slut.
Store Bededag – skolebusserne kører😊
Mellerup Friskole har helt normal skoledag den 26. april. Randers Kommunes skoler holder fri, men vores gode samarbejdspartner ‘Ketty og Villys busser’, kører skolebus fuldstændigt som sædvanligt.
Skolehaven
Vi har nu endelig temperaturer der er høje nok, til at vi kan begynde at plante noget ud. Vi har plantet hvidløg, selleri, radiser, citronmelisse, solsikker og ærter. Vi har også fået ryddet godt op i blomstermarken, så det visne bunddække er væk.
Kalender
24.april Sangaften og Generalforsamling
25.maj Arbejdsdag på Friskolen
Flyverdragter med hjem og til kamp mod sandet
Vores grønne gang og fællesrum er ofte udfordret med store sandmængder. Vi vil i den kommende tid fokusere på ‘afrystning og skoaftagning’ ude ved kostene ved fordøren. Så gårdvagten vil hver dag stå ved døren og hjælpe hukommelsen på vej, når børnene skal ind efter pause.
I den forbindelse vil vi også opfordre til, at I hjælper børnene med at holde garderoben fri for vintertøj og overflødigt udstyr
Velkommen til Elvira
på mandag byder vi Elvira velkommen i 2. klasse. Hun kommer på besøg nogle dage, så tag godt imod hende.
I Magasinet FRI, som er Friskolernes blad, er der en flot og lang artikel om skoleskak på Mellerup Friskole. Vi pryder også forsiden af bladet, hvilket vi er lidt stolte af. Læs artiklen her
Alle ønskes en dejlig weekend.
Venlig hilsen
Kirsten