Definition
Mellerup Friskoles definition af mobning er, at en elev bliver mobbet, hvis eleven gentagne gange over en periode udsættes for negativ behandling fra en enkelt person eller fra en gruppe.
Formål
Mellerup Friskoles antimobbestrategi beskriver det forebyggende arbejde, der dagligt udføres af skolens ledelse, lærere og pædagoger. Det forebyggende arbejde sikrer en høj elevtrivsel og forhindrer at mobning og ekskluderende fællesskaber opstår på skolen.
Antimobbestrategien er også en handleplan for skolens personale, såfremt mobning, ekskluderende fællesskaber eller mistrivsel blandt elever alligevel opstår.
Forebyggende arbejde – et utrygt fællesskab er de voksnes ansvar, men børnenes problem.
På skolen arbejder klassens/skolens voksne med at styrke fællesskabet.
- Morgensamling og fortælling. Hele skolen mødes hver morgen til sang og fortælling. Det at synge sammen styrker følelsen af at tilhøre et fællesskab.
- Makkerpar. De yngre elever har en ældre elev som makker. Makkerparrene sidder sammen til morgensamling, kan løse en makker opgaver på fagdage og i emneuger og de yngre elever kan opsøge en kendt ældre elev i pauserne. Makkerparrene øger trygheden og giver eleverne kendskab til hinanden på tværs af klasserne.
- Elevrådet afholder Børnemøder for det store fællesskab hvor stort og småt vendes. Det er oftest eleverne der bestemmer punkterne på dagsordenen og eleverne der kommer med forslag og formulerer løsninger.
- Klassemøder afholdes efter behov og styres af klasselæreren. Her arbejdes med klassens regler, regler på de sociale medier og lignende.
- Fritteren har egne børnemøder hvor fritter børnene arbejder med ønsker for fritterens aktiviteter og samværet.
- Mellerup Friskole har et meget tæt skolehjemsamarbejde. Personale, elever og forældre kender hinanden godt, og det er forudsætningen for et godt samarbejde.
- Eleverne i 0. klasse tilbydes et hjemmebesøg af klasselærer og skoleleder.
- Fælles udflugter, lejrskole og lejrtur
- Legeaftaler iværksættes af klasselæreren efter behov i pauserne.
- På vores ugentlige læremøde evalueres eleverne trivsel og skulle der opstå behov for at handle på en konkret sag aftales forløbet på mødet.
- Forældrene støtter op om arbejdet ved at bidrage aktivt til sammenholdet og det positive miljø omkring klasseaktiviteter og fælles arrangementer. Der støttes også op om arbejdet ved at fastholde konstruktiv dialog med skolens ansatte omkring det, der naturligt opstår hen ad vejen.
Hvordan hjælper de voksne børnene? Ved at lære børnene at…
- være gode rollemodeller – børnene lærer mere af, hvad vi gør, end hvad vi siger.
- acceptere menneskers forskelligheder og være tolerante.
- vise omsorg.
- tale anerkendende om andre mennesker.
- give plads til andre.
- være modige og sig fra, når de er vidne til udelukkelse og drilleri.
Handleplan, hvis der opstår mobning
Hvis skolens personale bliver bekendt med mobning eller optræk til mobning gennem observationer, forældre- eller elevhenvendelser følges følgende handleplan:
- Identifikation og afdækning af mobning gennem samtale med involverede parter.
- Orientering til parternes forældre, såfremt de ikke er bekendte med situationen.
- Åbenhed om situationen i klassen/elevgruppen/forældregruppen, da mobning ofte tager udgangspunkt i en gruppedynamik. Der træffes forpligtende aftaler for parterne.
- Forældrene orienteres løbende i forløbet. De kan inddrages i konkrete aftaler omkring børnene efter behov.
Mobning kan have forskellige former og derfor kan der være individuelle løsninger. Ovenstående handleplan er derfor overordnet og ikke beskrevet i konkrete detaljer.
Kommandovej for forældre
Start med at kontakte klasselæreren eller relevant personale, personligt eller på telefon eller på Viggo
I de tilfælde som kræver det – tag også kontakt til skoleleder.
Evaluering
Antimobbestrategien evalueres hvert skoleår i personalegruppen og uploades på Viggo og på skolens hjemmeside.
Sidst evalueret august 2025