Medbestemmelse
vi tror på, at medbestemmelse øger indsatsen og interessen
På Mellerup Friskole prioriterer vi faglighed højt, og undervisningen er i 7. -9. klasse målrettet folkeskolens afgangsprøver. Det er derfor vigtigt, at eleverne i stigende grad tager ansvar for egen læring og øver sig i at forholde sig til og handle ud fra den viden, de møder i hverdagen i den daglige undervisning.
Faglighed er andet og mere end den faglighed, vi måler ved afgangsprøverne. Faglighed er også evnen til at arbejde med tilegnelse af eksisterende viden og læreprocesser, hvor eleverne er med til at få ny viden til at opstå. Vores tanker om, at eleverne skal opleve helhed, og at de boglige fag knyttes sammen i temauger vil også være at finde i udskolingen. Her vil 7. – 9. klasse ud over fagtimer opleve modul-uger, innovation og projektarbejdsformen som bærende elementer. Hvor det giver mening, inddrages også bevægelse i undervisningen. Når eleverne afslutter skolens 9. klasse har de således en solid faglig ballast med i rygsækken.
Ud over den almindelige undervisning udbyder skolen i løbet af året forskellige valgfag. Eleverne har på tværs af årgangene mulighed for at vælge sig ind på valgfagshold. Holdene etableres på baggrund af elevernes valg, og de kan derfor skifte fra år til år. De udbudte fag kan fx være: billedkunst, håndværk og design, madkundskab, psykologi, instrumentalundervisning og sammenspil, friluftsliv, drama, boldspil, slagtøj, spansk, programmering og innovation med mere. Nogle fag etableres i samarbejde med efterskolen.