Ugebrev – uge 20 – 2022

Kære forældre
Det har været en anderledes og spændende uge. Alle dagene har været med “Fagdage”, hvor vi virkelig har haft tid til at fordybe os i dansk, engelsk, musik, cyklistprøve, matematik, billedkunst eller natur. Det er dejligt at mærke, når det summer af samtaler og aktiviteter både ude og inde. Tak til elever og lærere for en dejlig uge☀

Velkommen hjem og Hilsen fra dronningen
Sjette klasse kan nu kalde sig kongelig privilegeret 6. klasse af første grad🏰
Der kom brev fra Hendes Majestæt Dronningen til skolen i denne uge, hvor hun ønskede dem en god Københavnertur.
Velkommen hjem til 6. klasse, Else og Sanne. Håber I har haft en dejlig, spændende og københavneragtig tur.

Arbejdsdag på tirsdag
På tirsdag kl. 16.00 er der arbejdseftermiddag. Der er 16 tilmeldte forældre + 5 lærere. Liste over tilmeldte

Skulle der være en forælder, som ikke har fået sig tilmeldt, så skriv en besked til mig her på ViGGO. Vi kan sagtens bruge flere hænder på nogle af holdene🙏
Har I børn med, må I ligeledes gerne skrive en besked på ViGGO.  Jeg kontakter madholdet mandag eftermiddag.

Huskunstner
I disse uger har vi besøg af en huskunstner. Billedkunstner Maja Ingerslev og det rullende atelier “Det blå rum” er “flyttet ind” i præstegårdshaven. Hun giver en intro til naturkunst, der skabes i samspil med vind, vejr og årstidens processer. Maja har stillet nogle sansedarier op, som børnene kan bruge i frikvartererne. Det har været en stor succes for især 0.-1. klasserne. I næste uge skal Maja lave nogle 2 timers forløb med 3.-5. klasse.

Velkommen til Maja og hendes fine skurvogn.

Fælles forældremøde den 8. juni kl. 19.00
Husk at sætte kryds i kalenderen. Ideerne fra sidste fælles forældremøde har været inspiration og udgangspunkt for en proces blandt lærerne og blandt børnene, som nu munder ud i en række tiltag, I skal høre om. I får fremlagt planerne for næste skoleår, som vi allerede er langt med. Vi gennemgår kalender, skemastruktur, udviklingstiltag med udeskole, skolekor, fortælling og emneundervisning. Ligeledes har vi udviklingstiltag i gang i forhold til Fritidsordningen, som vi gerne vil indvie jer i.

Et andet tema, vi gerne vil have en konstruktiv dialog med jer om, er forældreinddragelse og kompetence bank. Glæd jer til en spændende aften.

Hermed ønskes i en rigtig god weekend. Håber 0.-1. klasserne får et hyggeligt arrangement i aften.

Venlig hilsen Kirsten og lærerne

Ugebrev – uge 18 – 2022

Kære forældre

Dagen før dagen…
Vi glæder os helt vildt til at se jer i morgen til et festligt Forårsmarked oven på en arbejdsom uge. Vedhæftet er en plan for elevernes arbejdsopgaver på dagen.  TIDSPLAN_ELEVPLAN

Hjælp dem med at være på pletten!
Man kan betale både kontant og Mobile Pay i alle boder.
Overskuddet fra markedet går ubeskåret til vores nye spændende tiltag på skolens udeområder.

Fag uge i uge 20
I uge 20 (fra den16.-20. maj) har vi fag uge. Det bliver dejligt med muligheden for at fordybe sig i et fag, og 9. klasse får lejlighed til at dykke ned i forberedelse til de mundtlige prøver. Mødetiderne er de samme som sædvanligt. Planen for hvilke dage eleverne skal have hvilke lærere er her: Skema_Plan for uge 20 – Ark1
Lærerne

Syng spis og snak den 11. maj kl. 19.00
Vi glæder os til at indlede Syng, spis og Snak arrangementerne her på Mellerup Friskole. Der bliver i alt tre arrangementer i 2022 her på Friskolen, Børnehuset og på Efterskolen
Har du lyst til at synge, snakke, spise lagkage og få en hyggelig aften i gode menneskers selskab, så ses vi måske🍰
Læs mere her:
https://mellerupfriskole.dk/wp-content/uploads/2022/04/SySpSn.pdf

Venlig hilsen Kirsten og Lærerne

Ugebrev – uge 17 – 2022

Kære forældre
I dag udkommer ugebrevet torsdag. De fleste af lærerne mødes inde i RGFs foreningshus i morgen, og bruger dagen til at fordybe sig i faglige temaer på pædagogisk dag.
Forældre + Else og Nicky passer butikken.
Tak for det og håber I får en dejlig dag.

Emneuge og Forårsmarked
Nu nærmer vi os en spændende uge. Vi er i fuld gang med planlægningen af både emneugen og vores spændende markedsdag d. 7. maj.
Eleverne kan nøjes med at have madpakke, drikkedunk, penalhus og praktisk påklædning efter vejret. Vi mangler hjælp til følgende og håber nogle af jer kan byde ind med lidt her:
-æggebakker
-gamle slidte viskestykker til mosaikværkstedet
– effekter vi kan sætte til auktion (vi har fået tre malerier…)
– en hest eller to der kan trækkes med
– 2 høns til hønseskidning
– brædder til fuglehuse
– bage pølsehorn og pizzasnegle til en bod
-gevinster der kan bruges i fiskedammen
Vi tager stadig imod nye spændende ideer🙃

På dagen bliver der afholdt kage konkurrence. I kan tilmelde jer til Else eller Mette, så vi ved hvor mange flotte kager der dukker op. Efter konkurrencen bliver resten af kagerne solgt i cafeen.
HUSK DET ER EN SKOLEDAG og markedet foregår kl. 13.30-16.30
Plakater til ophængning kan fås på skolen – Kig ind

Skriftlig eksamen
9. klasse er klar til at gå op til Folkeskolens skriftlige afgangsprøver mandag, tirsdag, onsdag. To af dagene kommer de til at sidde sammen med 9. klasserne på efterskolen.
Vi ønsker jer held og lykke og håber det bliver en god oplevelse.

Syng, spis og snak
Mellerup Børnehus Fri- og efterskole er kommet med i et stort nationalt nordeafond-støttet projekt, der hedder SYNG, SPIS OG SNAK. Så kan du lide at synge, snakke, spise lagkage, drikke kaffe og være i et meningsfuldt fællesskab? Så mød op onsdag den 11. maj kl. 19.00 i Svanereden på Friskolen.

Anne (forstander), Nikolaj (musiklærer) og Kirsten (skoleleder) vil indlede sangene, som bliver under temaerne kærlighed, tab og frihed Alle er velkomne og det er gratis!
Se mere info her: https://mellerupfriskole.dk/wp-content/uploads/2022/04/SySpSn.pdf

Til sidst vil jeg fortælle at bestyrelsen har konstitueret sig.
Lars (Violas far) blev formand, Camilla (Kirstine og Karolins mor) blev næstformand og Henriette (Christians mor) blev sekretær. Som nyvalgte sidder Ditte (mor til Magne og Nohr) og Connie (mor til Markus og Emilie). Dejligt I vil tage en tørn med dette spændende og vigtige arbejde. God arbejdslyst til forældreholdet i morgen!

Venlig hilsen Kirsten og lærerne