Ugebrev – uge 43 – 2023

Kære forældre
I går var der gang i Grøftekanten. Fritteren havde Halloweenfest med flot udklædte børn.

Om aftenen havde vi besøg af en masse sangglade folk, som hyggede sig med fortælling, sang, husorkester og Færgestedets fortrinlige lagkage.
I dag er børnene blevet sat sammen i nye makkerpar og fået nye pladser til morgensang. Hele ugen har vi hørt om store billedkunstnere som Van Gogh, Picasso, Frida Kahlo m.fl. Det er dagligt en fornøjelse at se børnenes optagethed af fortællingen.

Åben morgensang 3. november
På fredag 3. nov. byder vi velkommen til Åben Morgensang. Vores musiklærer Maya kommer og optræder med musiknumre sammen med klasserne.
Som sædvanlig er der kaffe på kanden.

ViGGO – Fravær
Jeg håber ViGGO fungerer tilfredsstillende for jer. I er altid velkomne til til at stille spørgsmål og få hjælp.
Hvad I måske ikke alle ved, er at man kan melde fravær for sit barn på flere måder. Når I opretter fravær, kommer der en lille pil. Når I trykker på den får I forskellige muligheder (se billedet)

Nyt fra Fritteren
I fritteren i denne uge er vi gået i gang med at lave julehemmeligheder i juleværkstedet, hvilket børnene har været spændte på. Vi har allerede nu fået lavet nogle vildt flotte ting. Vi har også i denne uge holdt halloweenfest med udklædning, snolder og dans.

Zenia og Dennis

God fornøjelse med 1.-2. klasses klassearrangement i dag. Pas nu på fingrene, når I skærer alle de flotte græskar, som smykker vores indgang.
Husk pantindsamlingen fortsat er igang.

Hav en rigtig god weekend.

Venlig hilsen Kirsten

Ugebrev – uge 40 – 2023

Kære forældre
En friskole består af nysgerrige børn og engagerede medarbejdere, der kontinuerligt arbejder på at skabe gode rammer for læring og nærvær. Derudover er forældrenes opbakning en vigtig hjørnesten. Denne opbakning vil vi gerne takke for.
Den kommer til syne på mange måder

  • deltagelse i forældremøder og samtaler
  • donationer af træ, pant, lænestole, grønsager m.m.
  • rengøring og arbejdsdage
  • Deling af opslag på SoMe
  • stor deltagelse til Åben Morgensang
  • kage til forældremøder
  • Overtagelse af forældreskole (pædagogisk dag)
  • Venneforeningens utrættelige arbejde
  • …og meget meget mere

I dag forærede Venneforeningen os plantesæt til skolehaven, skakspil og ‘hjerter’ til Åben morgensang, da 5. oktober var ‘lærernes dag’.

Mille og Idas forældre har sponsoreret nye toiletsæder + støvsuger.
Tak for det hele

Pantindsamling
Det går støt og roligt fremad. Tak.
Man kan altid aflevere i boksene på skolen men også overføre på MobilePay ved at sende et beløb direkte til 906920, men HUSK HUSK HUSK i beskedfeltet skal stå: F65779

Børnekulturugen uge 42
Masser af gode tilbud i Efterårsferien. Se vedhæftede eller kig det program jeres barn har fået i tasken.

Emneuge og skolernes motionsløb
I næste uge har vi en rigtig spændende emneuge om Nordens vilde dyr, hvor eleverne skal lære om og arbejde med ulve, hugorme, ørne, heste og mange flere. Eleverne kan nøjes med at medbringe små tasker med penalhuse, drikkedunke og madpakker – vi får ikke brug for computere. Vi begynder hver morgen med et morgenløb, hvor vi træner op til fredagens motionsdag. Vær opmærksom på, at alle har fri kl. 13:15 hele ugen, undtagen tirsdag, hvor vi først er hjemme fra Skandinavisk Dyrepark ca. kl. 14:00.

Fredag afholder vi skolernes motionsdag. Alle skal møde i deres løbetøj uanset vejret, og vi opfordrer til, at alle tænker over fornuftigt fodtøj samt et par tørre strømper. Vi mangler stadig at få et par poster besat, så har I mulighed for at hjælpe, så giv os endelig besked.

I ønskes en dejlig weekend

Venlig hilsen Kirsten

Ugebrev – uge 39 – 2023

Kære forældre
Ugebrevet udkommer midt i ugen, da Kirsten er på Lederseminar torsdag og fredag. I skrivende stund er der stor koncentration og hyggelig summen på skolen. Matematik – fagdagen er i fuld gang med perspektiver, mønstre, spejlinger og figurer

Tak for hjælpen til Tante Andante
I går havde vi en festlig og velbesøgt koncert for børnehavebørn og deres forældre. Tante Andante gav den gas med sange fra Halfdans herlige univers. Bagefter var der stemningsfuld kaffe, rundvisning, popcorn og snak. Tak for hjælpen til både børn og voksne!

Emneuge om Nordens Vilde Dyr i uge 41 – ændrede mødetider
Ugen før efterårsferien handler om vildsvin, vildheste, rød ræv, brun bjørn, elge, dådyr, ulve, ildere, havørne og hugorme. Mødetiderne er lidt anderledes, da vi om tirsdagen tager på udflugt til Skandinavisk Dyrepark. Hver morgen starter med morgenløb. Vi skal træne til om fredagen. Så sørg for godt fodtøj👍

ma: 8.05-13.15

ti: 8,05-14.00 (bussen kører 14.25)

ons: 8.05-13.15

to: 8.05-13.15

fre: 8.05-13.15

Skolernes Motionsdag Fredag 13. oktober – Hjælpere søges
Traditionen tro deltager vi fredag før efterårsferien i Skolernes Motionsløb. Vi vil gerne have hjælpere til at stå ude på ruten. Skriv til klasselæreren, hvis du kan komme og være med.

Efterlysning efter lænestole, små borde og lyskæder
Vi har i morgenfritteren og skoletiden stor glæde af vores små hyggelige hjørner. Dem vil vi gerne have nogle flere af. Hvis I har et par pæne lænestole, bordlamper eller små borde i overskud, tager vi gerne imod. Skriv til Kirsten.

 

Hav en fortsat god uge.

Venlig hilsen Kirsten