Ugebrev – Uge 10 – 2022

Kære Forældre

Foråret har, trods nattefrost og kolde morgener, vist sig for alvor i denne uge. Det kribler, det krabler, det spirer og gror. Det kan mærkes på børnene og deres aktiviteter i frikvartererne. Derfor glæder vi os til at komme videre i arbejdet med vores “uderum”. Det er bl.a. noget forældreudvalget vil tage hul på til deres næste møde mandag aften.
I hører nærmere!
Og så kan jeg fortælle, at ugebrevet nu også kan ses på hjemmesiden https://mellerupfriskole.dk/blog/
I kan også til enhver tid følge med i de næste arrangementer på hjemmesiden.

Forældremøder i 0.-1. og 2. klasse på tirsdag kl. 19.00
Vi glæder os til at byde klasseforældrene velkommen. Vi starter kl. 19.00 fælles i Svanereden, synger en sang, får en fælles orientering og drikker en kop kaffe. Kl. 19.30 går vi ud i klasserne. Her vil klasselærerne stå for programmet og matematiklærerne (samt engelsklæreren i 2. klasse) vil være til stede.

 

Fagdag den 14. marts er ændret til den 21. marts
Af praktiske grunde har vi ændret vores næste fagdag fra den 14. marts til den 21. marts. Herunder kan I se, hvilke lærere de forskellige klasser skal have og hvilke emner, der skal arbejdes med. Mødetiden er den samme som klasserne sædvanligvis har om mandagen.

0.1.kl. – Anna (Læs og lær, små fagbøger om forskellige emner)

2.kl. – Mette (billedkunst)

3.kl. – Patrik (De første mennesker)

4.5.kl. – Sanne (1. Verdenskrig)

6.kl. – Else Matematik + besøg fra ungdomsskolen

8.9.kl. – Nikolaj, Nicky (Indretning af hyggerum og frikvarterstiltag)

Forårsmarked – Sæt kryds i kalenderen
Lørdag den 7. maj slår vi dørene op for elever, forældre, bedsteforældre, naboer, byens folk og alle andre, der har lyst til at deltage i en dejlig dag med boder, aktiviteter og underholdning. Åbningstiden for markedet er 13.30-16.30.
Der er dog en masse spændende forberedelser, der skal klares først. Eleverne arbejder, i ugen op til, på forskellige værksteder. De producerer ting til salg,  samler og rengør andre ting, finpudser aktiviteter og øver sang og underholdning. Alle de fine ting, der bliver fremstillet, sælges på markedsdagen.  I år bestræber vi os på, at temaet omkring ugen og markedet er ”Genbrug”.

Dagen er en festdag, men tæller som en skoledag,

I kan allerede nu sætte kryds i kalenderen og begynde at glæde jer. Inviter gerne tanter, onkler, gode venner andre godtfolk. Når vi nærmer os kommer der en mere officiel invitation ud såvel her som på SoMe.

Sang for fred
I dag samledes vi kl. 10.30 og sang i fællesskab, med skoler fra hele landet, for fred.
Arrangementet var en fin manifestation af, at sange kan sige noget af det, der er svært at sige med ord, og der var valgt 3 flotte fredssange, som vi vil synge videre på i næste uge. Den ene kan høres her: https://vimeo.com/379577757

Jonas Madsen, der er vært på DR ULTRA, præsenterede på børnevenlig vis sangene. Arrangementet var en opvarmning til den store støttekoncert “sammen for Ukraine” som DR og TV2 står for lørdag aften. Med dette livsbekræftende budskab om, at fællesskaber i mange sammenhænge gør en forskel, ønskes I alle en dejlig weekend.

Venlig hilsen Kirsten

Billederne er fra 4.-5. klasses 1. Verdenskrig-menu: Havregrød, æblekompot, hjemmerystet smør og sukker på kupon…uhm… + vores “sang for fred” arrangement i dag

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.