Ugebrev – uge 40 – 2023
Kære forældre
En friskole består af nysgerrige børn og engagerede medarbejdere, der kontinuerligt arbejder på at skabe gode rammer for læring og nærvær. Derudover er forældrenes opbakning en vigtig hjørnesten. Denne opbakning vil vi gerne takke for.
Den kommer til syne på mange måder
- deltagelse i forældremøder og samtaler
- donationer af træ, pant, lænestole, grønsager m.m.
- rengøring og arbejdsdage
- Deling af opslag på SoMe
- stor deltagelse til Åben Morgensang
- kage til forældremøder
- Overtagelse af forældreskole (pædagogisk dag)
- Venneforeningens utrættelige arbejde
- …og meget meget mere
I dag forærede Venneforeningen os plantesæt til skolehaven, skakspil og ‘hjerter’ til Åben morgensang, da 5. oktober var ‘lærernes dag’.
Mille og Idas forældre har sponsoreret nye toiletsæder + støvsuger.
Tak for det hele
Pantindsamling
Det går støt og roligt fremad. Tak.
Man kan altid aflevere i boksene på skolen men også overføre på MobilePay ved at sende et beløb direkte til 906920, men HUSK HUSK HUSK i beskedfeltet skal stå: F65779
Børnekulturugen uge 42
Masser af gode tilbud i Efterårsferien. Se vedhæftede eller kig det program jeres barn har fået i tasken.
Emneuge og skolernes motionsløb
I næste uge har vi en rigtig spændende emneuge om Nordens vilde dyr, hvor eleverne skal lære om og arbejde med ulve, hugorme, ørne, heste og mange flere. Eleverne kan nøjes med at medbringe små tasker med penalhuse, drikkedunke og madpakker – vi får ikke brug for computere. Vi begynder hver morgen med et morgenløb, hvor vi træner op til fredagens motionsdag. Vær opmærksom på, at alle har fri kl. 13:15 hele ugen, undtagen tirsdag, hvor vi først er hjemme fra Skandinavisk Dyrepark ca. kl. 14:00.
Fredag afholder vi skolernes motionsdag. Alle skal møde i deres løbetøj uanset vejret, og vi opfordrer til, at alle tænker over fornuftigt fodtøj samt et par tørre strømper. Vi mangler stadig at få et par poster besat, så har I mulighed for at hjælpe, så giv os endelig besked.
I ønskes en dejlig weekend
Venlig hilsen Kirsten