Ugebrev – uge 6 – 2022
Kære Forældre
I skrivende stund fremlægger de “store” (8.-9. klasse) projekt, og 0.-6. klasse og deres lærere summer rundt herude og hviler på laurbærrene efter en dejlig cirkusuge og en forrygende aften sammen med alle jer. Tak for i går, jeres dygtige børn, jeres hjælp og engagement på den ene eller den anden måde.
Vedhæftet kan I se nogle få billeder fra forestillingen.
Vi går nu på vinterferie med en god mavefornemmelse, og vi glæder os til at tage fat på næste kapitel med skole, forældremøder, forårsmarked, ny kollega og meget, meget mere.
Hilsen fra “Det flyvende kuffertcirkus”
Tak for en sjov uge med en masse børn og voksne, som var med på at knokle derudad med cirkus.
Oplevelser, Indtryk, udfordringer, sved og sus. Så er det sjovt at tage på arbejde!
Flere har spurgt, hvor man kan købe cirkusgrej. Det er hos Pegani på www.pegani.dk.Og hvis nogen har lyst til at lave cirkus sammen med familien i sommerferien, så står Jørgens familie for en aktiv uge på Livø.
Læs om det på www.Familiecirkus.dk. Måske ses vi?
(Og til nogle af fædrene blandt publikum: Musikken til cykelnummeret var Pippi Langstrømpe med et svensk band, der hedder Black Ingvars).
Hilsen Jørgen og Søren
Projektugen
Så er projektugen i 8.-9. kl. veloverstået. En fantastisk uge med overemnet ‘Verden omkring os’ har budt på følgende selvvalgte emner: Personlige Grænser, Yellowstone National Park, Situation imellem Ukraine og Rusland, Bæredygtig Arkitektur, Bilens Udvikling, Den kinesiske Mur, Rummet, Corona, Koralrev, Klimaændringer og Miljøkrise, Berlinmuren, Minoritetsgrupper og Fodboldspilleres kultur uden for banen.
Eleverne har sørget for, at vi er kommet langt omkring. Alle har afleveret en synopsis og et produkt.
Ugen er rundet af med fremlæggelser, bedømmelse med karakterer og både skriftlige og mundtlige udtalelser, som det hører sig til i afgangsklasser.
En skøn uge har nået sin afslutning,- en uge med god stemning og en del udfordringer: både af teknologisk karakter med manglende internet, og så har Corona også vist sit hoved med både elever ramt og Nikolaj, men alt er blevet løst og ugen er på den måde gået op i en højere enhed.
Vedhæftet kan I se billeder fra fremlæggelserne.
Hilsen Birgitte
Fælles forældremøde den 24. februar kl. 19.00-21.00
Vi glæder os til at byde jer ind til en god og konstruktiv dialog om vores skole.
Aftenens temaer bliver diskuteret i forhold til skolens værdier:
-Visioner i forhold til kunst, kultur, science idræt, natur osv.,
-Samlæsning
-Førskole (samarbejde med BH)
-Udendørs fysiske rammer(legeplads, udearealer, udendørs læringsrum)
-Forventningsafstemning (hvad kan vi forvente af hinanden)
Derudover kan i møde vores nye lærere Anna og Sanne.
På mødet skal der ligeledes vælges 1 friskoleforældre til bestyrelsen + en suppleant. Camilla Trampedach modtager genvalg.
Lærerne står for opstilling + kaffe
Er der 2 forældre, som vil bage en kage til denne aften? (Skriv til Kirsten)
Fastelavn for 0.-6. klasse og Naturfagdag for 8.-9. klasse
Fredag den 25/2 holder vi, traditionen tro, fastelavnsfest for 0.-6. klasse.
Alle møder op udklædte, og sammen synger vi morgensang, hvorefter vi går ned på efterskolen sammen og slår katten af tønden, leger og spiser fastelavnsboller. Husk en lille madpakke.
Udklædte forældre og søskende er velkomne.
8.-9. klasse skal have fagdag, hvor de skal give biologi/naturfag en ordentlig skalle.
Alle har fri 13.25 denne dag.
Vinterferie på Stenomuseet i Århus
Spændende aktiviteter for jeres elever i 0.-5. klasse i vinterferien 12.-20. feb. 2022.
En uge hvor børnene kan komme i ’Hemmelig agent-træningslejr’ og lære om koder – og lære hvordan man kan ’knække koden’.
Læs mere her:
https://sciencemuseerne.dk/steno-museet/oplevelser-paa-museet/vinterferie
Hermed er der kun tilbage, at ønske jer alle en dejlig vinterferie, hvor vi forhåbentlig får bugt med den sidste corona.
Venlig hilsen Kirsten
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!