Ugebrev – uge 9 – 2022
Kære forældre
Solen har skinnet i dag, og vi har haft en skøn friskolefredag med gang i multibanen, sjove lege på tværs i klatrestativet og summende aktiviteter i timerne både inde og ude. 2 klasse har haft gang i spejlingsakser (billederne nederst på siden)
Imens har antallet af ukrainske flygtninge nu passeret en million. Det varmer i hjertet, at følge med i den store opbakning, der er i foreninger, virksomheder, landsbyer og regeringer i forhold til at hjælpe. Katrine Quorning har i en fart skrevet en børnebog “Anton er bange for krig”. Forlaget Forår har udgivet den som gratis E-bog, der kan downloades. Den kan anbefales som udgangspunkt for en god samtale:
https://www.forlagetforaar.dk/vare/anton-er-bange-for-krig/
Åben morgensang
Det var en fornøjelse, at byde forældre, bedsteforældre og byens folk indenfor til Åben Morgensang. Kaffemaskinen snurrede, mens der blev sunget, fortalt, optrådt og fremlagt projektopgaver. For dem, der ikke nåede det denne gang fortsætter vi ca. en gang om måneden. Næste gang er den 7. april kl. 8.30.
Kan I ikke de planlagte datoer, er I jo altid velkomne til at være med til en almindelig morgensang.
Tak for besøget!
Årspraktikanter fra den Frie Lærerskole i Ollerup
I uge 12 får vi besøg af Bjørg, Mathilde og Jessie, som er 3-ugerspraktikanter og 2. års-studerende fra Den Frie Lærerskole i Ollerup (de frie skolers lærerseminarium). De skal bo på efterskolen, hvor de også skal stå for nogle aftener, og glæder sig til at opleve Friskolehverdagen, observere, deltage og prøve nogle ting af.
Vi glæder os til at byde dem velkommen og få et friskt, ungt pust udefra.
Sanne er startet
Mange af jer hilste på Sanne, da hun præsenterede sig på det fælles forældremøde i sidste uge. Nu er hun “flyttet rigtigt ind” sammen med foråret her den 1. marts. Vi håber Sanne bliver glad for at være her.
Besøg af tilsynsførende
Friskolen har en tilsynsførende, der ind imellem kommer og følger undervisningen. Vores tilsynsførende hedder Ulla Kronborg, og hun kommer på besøg på onsdag, hvor hun skal følge dansk i 3., Dansk i 0.-1., matematik i 4.-5., engelsk i 4.-5. og tysk i 6. klasse.
Velkommen til Anne Mette Floor + Nikolaj på TR kursus
Vi er så heldige, at vi nu har fået en vikar mere tilknyttet. Hun hedder Anne Mette og har lang erfaring fra andre friskoler. Vi er glade for, at have et godt lille “vikarkorps” med Birgitte, som mange af børnene allerede kender og Anne Mette.
Anne Mette starter sin vikartjans med at tage Nikolajs skema onsdag, torsdag og fredag i næste uge. Nikolaj skal på TR-kursus, og nu er han snart færdiguddannet💪
Jeg vil sluttelig opfordrede jer til at åbne vedhæftede PDF. Det er idekataloget fra vores fælles forældremøde i sidste uge.
Jeg ser det som et fantastisk katalog til vores arbejde med at videreudvikle Mellerup Friskole. Rom blev ikke bygget på en dag, og vi tager et skridt af gangen. Men det er bekræftende at mærke engagementet og lysten. Så sammen med en masse gode traditioner og en nærværende og professionel praksis ser vi et spændende udviklingsorienteret forår i møde.
Hav en dejlig weekend.
Venlig hilsen Kirsten
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!