Støttekoncert med Michael back
Tag dine børn i hånden!
kom til festlig koncert med Michael Back
støt ukrainske børn i nærområdet!
Tag dine børn i hånden!
kom til festlig koncert med Michael Back
støt ukrainske børn i nærområdet!
Kære forældre
En travl og spændende uge har strålet om kap med forårssolen her på friskolen. Jessie, Bjørg og Mathilde, fra Den Frie Lærerskole, har med stort engagement kastet sig ud i praktikken, og vi nyder alle godt af deres iderigdom og gode energi.
Ideudvikling med børnene
I morges havde vi en demokratiøvelse med alle børnene, hvor de skulle udvikle gode ideer til vores udearealer. De blev sat sammen i hold på tværs af alder, hvert hold blev udstyret med en telefon og link til “padlet” og så gik det bare løs med de gode ideer. Vi er stolte af børnene på Mellerup Friskole. De var topengagerede og fik produceret et flot idekatalog, som I kan se her:
https://padlet.com/grxv8qbex8/Mathilde
Vi glæder os meget til at arbejde videre med vores udearealer, legeplads og læringsrum i samarbejde med Venneforeningen.
Indkaldelse til generalforsamling
Skolekredsen for Mellerup børnehus, Friskole og Efterskole indkaldes til ordinær generalforsamling den 20. april 2022 kl. 19.00 i foredragssalen på efterskolen.
Se invitationen til generalforsamlingen her:
Indkaldelse generalforsamling 2022-1
Støttekoncert for Ukrainske børn den 6. april
Husk at sætte kryds i kalenderen onsdag den 6. april kl. 16.00, hvis du har børn i vuggestue, børnehave eller indskoling. Der vil udover koncerten være tombola, kaffe, juice, kage og salg af forspirede solsikker. Overskuddet går ubeskåret til cykler, klapvogne, barnevogne, fodboldstøvler o.lign til ukrainske børn i Randers Kommune.
Se vedhæftede invitation, som I meget gerne må dele eller hænge op relevante steder.
Se invitation til støttekoncert her:
Invitation til støttekoncert (1)
Info om Fjeldholmlejren den 22.-23. juni
Den sidste store aktivitet, inden skoleåret er slut, er vores årlige hyttetur. Her tager hele skolen afsted til Fjeldholmlejren ved Gjerrild Nordstrand. Her tilbringer vi et par gode dage, hvor store og små laver forskellige aktiviteter sammen på tværs. De ældste elever sover i telt ude, og de yngste sover inde på lejren i sovesale. Vi forventer, at I kommer og henter jeres barn/børn på lejren torsdag sidst på eftermiddagen . Derudover har vi altid brug for hjælp i køkkenet. Vi lærere vil nemlig rigtig gerne koncentrere os om at være sammen med børnene. Dette giver rig mulighed for, at I forældre, møder forældre fra andre klasser og får en rigtig god snak, mens man skræller gulerødder. For os er det en uvurderlig hjælp.
Cirkuskasse efterlyses
Selvom vi har gang i en større planlægning i forhold til forbedring af vores udearealer, vil vi gerne finde nogle hurtige løsninger på gode frikvartersaktiviteter her og nu. Derfor efterlyser vi en stor kasse til cirkusting? Ligeledes vil vi gerne efterlyse indhold: diablo, djævlestokke, sjippetove, jongleringsbolde o.lign.
Har nogle af jer nogle af de nævnte ting, eller noget andet i samme genre, modtages det gerne.
Med disse ord, fra en af vores morgensange der har hittet på det sidste, ønskes alle en god weekend.
Vinden lytter til dig og dine drømme
Mærker hvad det er du vil
Vinden fører dine drømme derhen
Hvor de blir lyttet til
Venlig hilsen
Kirsten og lærerne
Kære forældre
Vores telefon (fastnet: 86441909) har været ude af drift de sidste par dage. Vi har stort set haft fat i alle de supportafdelinger, der findes i både TDC og Skole-It uden held, men vi klemmer på og fortsætter den ihærdige kamp i næste uge💪
Ring på min mobil 30361082 eller skriv en besked på ViGGO.
Besøg fra DR ultra
I dag havde 4.-5. og 6. klasse besøg af 2 søde og friske medarbejdere fra DR Ultra. De researcher på, hvad børn og unge går op i og synes er interessant. Den viden de får, ved at snakke med eleverne, danner grundlag for de temaer, som de beskæftiger sig med i deres programmer. En meget sympatisk fremgangsmåde og vores elever bød meget engagerede ind med ideer.
Tak for forældremøderne i 0.1. og 2. klasse
Der var et fint fremmøde og en god engageret dialog. Vi glæder os til næste forældremøde i 3. og 4.-5. klasse mandag den 4. april.
Bjørg, Jessie og Mathilde kommer på mandag / fagdag
Som tidligere fortalt får vi 3-ugerspraktikanter fra Den Frie Lærerskole i Ollerup. De “flytter ind” på mandag og får også glæde af efterskolelivet, da de skal bo og spise der. Vi glæder os til at byde dem velkommen.
Og husk vi har fagdag mandag (beskrivelse i sidste ugebrev)
Støttekoncert for Ukraine den 6. april kl. 16.00
Vi har fået muligheden for at lave en støttekoncert med musiker Michael Back fra Aalborg. Koncerten er for børnehavebørn og indskoling. Alle indtægter denne dag går ubeskåret til hjælpeorganisationer. Er der nogle af jer, der har kontakter som gerne vil sponsorere kager, juicer, slikposer, kaffe eller andet, som vi kan sælge, eller andre gode ideer, der kan indbringe støttekroner, må I meget gerne skrive det til Kirsten.
Der kommer en mere udførlig invitation i næste uge, men sæt gerne X i kalenderen
Fredag den 8. april kl. 9.00-11.00 samler vi affald
Danskerne er et af de folkefærd i Europa, der producerer mest affald pr. indbygger. Det er måske en af årsagerne til, at affald i naturen er et udbredt problem herhjemme. Derfor vil alle børn og lærere gå en tur og hjælpe med naturfredningsforeningens affaldsindsamling mellem 9 og 11.
Forældrene overtager skolen den 29. april
Fredag den 29. april skal lærerne på pædagogisk dag. I den anledning får I som forældre mulighed for at tilbringe en dag sammen med jeres børns klasse. Er I interesserede, og har mulighed for at tage fri fra arbejde, bedes I kontakte jeres barns klasselærer.
Det kan være alt fra en tur i skoven, en tur med bussen ud på din arbejdsplads, bagning, programmering eller hvad I har lyst til at byde ind med.
Sommerferietilbud om teater
Brænder dit barn for at lave teater?
I 23 år har børn og unge lavet det fedeste teater i deres sommerferie på Teaterskolen KALIMA i Randers. Vi skal hilse fra dem og sige, at der er få pladser tilbage i begge ugerne 26 og 27. Læs mere på vedhæftede PDF.
I ønskes alle en dejlig weekend
Venlig hilsen Kirsten
Billederne er fra besøget af DR Ultra, tur i skoven, bogstaver i sand og monstre fra billedkunst
Kære Forældre
Foråret har, trods nattefrost og kolde morgener, vist sig for alvor i denne uge. Det kribler, det krabler, det spirer og gror. Det kan mærkes på børnene og deres aktiviteter i frikvartererne. Derfor glæder vi os til at komme videre i arbejdet med vores “uderum”. Det er bl.a. noget forældreudvalget vil tage hul på til deres næste møde mandag aften.
I hører nærmere!
Og så kan jeg fortælle, at ugebrevet nu også kan ses på hjemmesiden https://mellerupfriskole.dk/blog/
I kan også til enhver tid følge med i de næste arrangementer på hjemmesiden.
Forældremøder i 0.-1. og 2. klasse på tirsdag kl. 19.00
Vi glæder os til at byde klasseforældrene velkommen. Vi starter kl. 19.00 fælles i Svanereden, synger en sang, får en fælles orientering og drikker en kop kaffe. Kl. 19.30 går vi ud i klasserne. Her vil klasselærerne stå for programmet og matematiklærerne (samt engelsklæreren i 2. klasse) vil være til stede.
Fagdag den 14. marts er ændret til den 21. marts
Af praktiske grunde har vi ændret vores næste fagdag fra den 14. marts til den 21. marts. Herunder kan I se, hvilke lærere de forskellige klasser skal have og hvilke emner, der skal arbejdes med. Mødetiden er den samme som klasserne sædvanligvis har om mandagen.
0.1.kl. – Anna (Læs og lær, små fagbøger om forskellige emner)
2.kl. – Mette (billedkunst)
3.kl. – Patrik (De første mennesker)
4.5.kl. – Sanne (1. Verdenskrig)
6.kl. – Else Matematik + besøg fra ungdomsskolen
8.9.kl. – Nikolaj, Nicky (Indretning af hyggerum og frikvarterstiltag)
Forårsmarked – Sæt kryds i kalenderen
Lørdag den 7. maj slår vi dørene op for elever, forældre, bedsteforældre, naboer, byens folk og alle andre, der har lyst til at deltage i en dejlig dag med boder, aktiviteter og underholdning. Åbningstiden for markedet er 13.30-16.30.
Der er dog en masse spændende forberedelser, der skal klares først. Eleverne arbejder, i ugen op til, på forskellige værksteder. De producerer ting til salg, samler og rengør andre ting, finpudser aktiviteter og øver sang og underholdning. Alle de fine ting, der bliver fremstillet, sælges på markedsdagen. I år bestræber vi os på, at temaet omkring ugen og markedet er ”Genbrug”.
Dagen er en festdag, men tæller som en skoledag,
I kan allerede nu sætte kryds i kalenderen og begynde at glæde jer. Inviter gerne tanter, onkler, gode venner andre godtfolk. Når vi nærmer os kommer der en mere officiel invitation ud såvel her som på SoMe.
Sang for fred
I dag samledes vi kl. 10.30 og sang i fællesskab, med skoler fra hele landet, for fred.
Arrangementet var en fin manifestation af, at sange kan sige noget af det, der er svært at sige med ord, og der var valgt 3 flotte fredssange, som vi vil synge videre på i næste uge. Den ene kan høres her: https://vimeo.com/379577757
Jonas Madsen, der er vært på DR ULTRA, præsenterede på børnevenlig vis sangene. Arrangementet var en opvarmning til den store støttekoncert “sammen for Ukraine” som DR og TV2 står for lørdag aften. Med dette livsbekræftende budskab om, at fællesskaber i mange sammenhænge gør en forskel, ønskes I alle en dejlig weekend.
Venlig hilsen Kirsten
Billederne er fra 4.-5. klasses 1. Verdenskrig-menu: Havregrød, æblekompot, hjemmerystet smør og sukker på kupon…uhm… + vores “sang for fred” arrangement i dag
Kære forældre
Solen har skinnet i dag, og vi har haft en skøn friskolefredag med gang i multibanen, sjove lege på tværs i klatrestativet og summende aktiviteter i timerne både inde og ude. 2 klasse har haft gang i spejlingsakser (billederne nederst på siden)
Imens har antallet af ukrainske flygtninge nu passeret en million. Det varmer i hjertet, at følge med i den store opbakning, der er i foreninger, virksomheder, landsbyer og regeringer i forhold til at hjælpe. Katrine Quorning har i en fart skrevet en børnebog “Anton er bange for krig”. Forlaget Forår har udgivet den som gratis E-bog, der kan downloades. Den kan anbefales som udgangspunkt for en god samtale:
https://www.forlagetforaar.dk/vare/anton-er-bange-for-krig/
Åben morgensang
Det var en fornøjelse, at byde forældre, bedsteforældre og byens folk indenfor til Åben Morgensang. Kaffemaskinen snurrede, mens der blev sunget, fortalt, optrådt og fremlagt projektopgaver. For dem, der ikke nåede det denne gang fortsætter vi ca. en gang om måneden. Næste gang er den 7. april kl. 8.30.
Kan I ikke de planlagte datoer, er I jo altid velkomne til at være med til en almindelig morgensang.
Tak for besøget!
Årspraktikanter fra den Frie Lærerskole i Ollerup
I uge 12 får vi besøg af Bjørg, Mathilde og Jessie, som er 3-ugerspraktikanter og 2. års-studerende fra Den Frie Lærerskole i Ollerup (de frie skolers lærerseminarium). De skal bo på efterskolen, hvor de også skal stå for nogle aftener, og glæder sig til at opleve Friskolehverdagen, observere, deltage og prøve nogle ting af.
Vi glæder os til at byde dem velkommen og få et friskt, ungt pust udefra.
Sanne er startet
Mange af jer hilste på Sanne, da hun præsenterede sig på det fælles forældremøde i sidste uge. Nu er hun “flyttet rigtigt ind” sammen med foråret her den 1. marts. Vi håber Sanne bliver glad for at være her.
Besøg af tilsynsførende
Friskolen har en tilsynsførende, der ind imellem kommer og følger undervisningen. Vores tilsynsførende hedder Ulla Kronborg, og hun kommer på besøg på onsdag, hvor hun skal følge dansk i 3., Dansk i 0.-1., matematik i 4.-5., engelsk i 4.-5. og tysk i 6. klasse.
Velkommen til Anne Mette Floor + Nikolaj på TR kursus
Vi er så heldige, at vi nu har fået en vikar mere tilknyttet. Hun hedder Anne Mette og har lang erfaring fra andre friskoler. Vi er glade for, at have et godt lille “vikarkorps” med Birgitte, som mange af børnene allerede kender og Anne Mette.
Anne Mette starter sin vikartjans med at tage Nikolajs skema onsdag, torsdag og fredag i næste uge. Nikolaj skal på TR-kursus, og nu er han snart færdiguddannet💪
Jeg vil sluttelig opfordrede jer til at åbne vedhæftede PDF. Det er idekataloget fra vores fælles forældremøde i sidste uge.
Jeg ser det som et fantastisk katalog til vores arbejde med at videreudvikle Mellerup Friskole. Rom blev ikke bygget på en dag, og vi tager et skridt af gangen. Men det er bekræftende at mærke engagementet og lysten. Så sammen med en masse gode traditioner og en nærværende og professionel praksis ser vi et spændende udviklingsorienteret forår i møde.
Hav en dejlig weekend.
Venlig hilsen Kirsten